Terapeutiske uddannelse

Jeg er certificeret terapeut med speciale i Metakognitiv terapi (MCT), Kognitiv adfærdsterapi (KAT) og Acceptance and commitment therapy (ACT). 

Jeg hjælper firmaer og private med at håndtere udbrændthed, stress, depression, angst og andre udfordringer, som kan stå i vejen.

Sideløbende arbejder jeg på et forskningsprojekt om psykoterapi i praksis hos Dansk Psykoterapeutforening.


Terapeutisk erfaring

I klinikken på Frederiksberg har jeg fulgt mennesker gennem svære og sårbare perioder i livet, som f.eks. stress, depression, OCD, en uventet skilsmisse eller børn, der ikke magter skolen.

Jeg har haft klienter med tankemylder, præstationsangst og eftervirkninger af usunde forhold. Jeg har også haft klienter med kroniske smerter og livstruende sygdomme.

Hvert forløb er unikt, og jeg lægger stor vægt på at skabe et trygt rum, hvor der er plads til både det svære og det håbefulde.


Baggrund

Mit arbejdsliv spænder fra journalist til redaktør, analysechef, kommunikationschef, chefredaktør og kommunikationsdirektør. I de forskellige roller har jeg rådgivet topchefer og mellemledere på alle niveauer.

Jeg har haft ansatte, der blev sygemeldt med stress, og som skulle hjælpes tilbage på arbejde - og jeg har selv prøvet at blive ramt af stress. Det er 12 år siden, og det var en hård kamp at finde tilbage til arbejdet og et almindeligt liv.

For at blive klogere på stress tog jeg en uddannelse som stresscoach, der egentlig bare var tænkt som en kort efteruddannelse. Men jeg blev grebet af det og efterfølgende læste jeg videre til certificeret terapeut.