Etiske regler
Som metakognitiv terapeut arbejder jeg efter Dansk Psykoterapeutforenings etiske regler, der sikrer et højt niveau af etik og professionalisme i arbejdet med klienterne.
Tavshedspligt og undtagelser
Når man har klienter, gælder følgende:
- Man er underlagt den almindelige tavshedspligt, som er beskrevet i straffeloven.
- Man skal melde det til politiet, hvis man får kendskab til planer om terror, drab, vold m.v., samt viden om, at der er begået et justitsmord.
- Man kan blive bedt om at vidne i en retssag, og her er man ikke underlagt tavshedspligt.
- Man skal underrette kommunen, hvis man får kendskab til mishandling eller misrøgt af børn.
Lovgivning og regler
Lovgivning og bestemmelser, som man skal forholde sig til, når man har klienter:
- Straffeloven: Tavshedspligt, anmeldelsespligt og undtagelser.
- Retsplejeloven: Vidnekrav.
- Barnets lov: Underretningspligt.
- Ankestyrelsen: Skærpet underretningspligt.
- Sundhedsloven: Tavshedspligt i forbindelse med sundhedsbehandling.
- Styrelsen for Patientsikkerhed: Brug af video og SoMe.
- Journalisering: GDPR og SKAT
I det følgende gennemgås de forskellige lovgivninger og regler med fokus på de paragraffer, der har betydning for den terapeutisk virksomhed.
§ Straffeloven
Tavshedspligt og undtagelser
Som psykoterapeut eller behandler er man underlagt den almindelige tavshedspligt, som frem går af straffeloven:
- § 264 d. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.
Justitsmord
Du skal melde det til politiet, hvis du får kendskab til, at en uskyldig er blevet dømt:
- § 164 a. Den, som undlader at oplyse omstændigheder, der bestemt taler for, at en for en forbrydelse sigtet eller dømt er uskyldig, skønt dette kunne ske uden at udsætte den pågældende eller dennes nærmeste for fare for liv, helbred eller velfærd eller for forfølgning for vedkommende forbrydelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Terror og planer
Du skal melde det til politiet, hvis du får kendskab til planer om terror eller forbrydelser mod staten, hvis du kan gøre det uden fare for dig selv:
- § 141. Den, som er vidende om, at nogen af de i §§ 98, 99, 102, 106, 109, 110, 111, 112 og 113 omhandlede forbrydelser mod staten eller de øverste statsmyndigheder eller en forbrydelse, der medfører fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier, tilsigtes begået, og som ikke gør, hvad der står i hans magt, for at forebygge forbrydelsen eller dens følger, om fornødent ved anmeldelse til øvrigheden, straffes, hvis forbrydelsen bliver begået eller forsøgt, med bøde eller fængsel indtil 3 år.
- Stk. 2. Den, der undlader at foretage sådanne forebyggelseshandlinger, straffes dog ikke, hvis deres foretagelse for ham selv eller hans nærmeste ville medføre fare for liv, helbred eller velfærd.
- § 185. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, som, uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader gennem betimelig anmeldelse eller på anden efter omstændighederne tjenlig måde efter evne at afværge ildsvåde, sprængning, spredning af skadevoldende luftarter, oversvømmelse, søskade, jernbaneulykke eller lignende ulykke, der medfører fare for menneskeliv.
§ Retsplejeloven
Vidnekrav
Som psykoterapeut kan du blive pålagt at vidne i en retssag. I udgangspunktet er du ikke underlagt tavshedspligt ligesom f.eks. læger og advokater. Dog kan du bede retten om at tage stilling til, om du under dit vidneudsagn skal fortælle om ting, du har hørt fra din klient.
- § 168. Enhver har med de i loven fastsatte undtagelser pligt til at afgive forklaring for retten som vidne.
- § 170. Mod dens ønske, som har krav på hemmeligholdelse, må vidneforklaring ikke afkræves præster i folkekirken eller andre trossamfund, læger, forsvarere, retsmæglere, patentrådgivere, som er optaget på den liste, der er anført i artikel 134, stk. 1, i den europæiske patentkonvention, og advokater om det, som er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed.
- § 179. Et vidne kan ikke undlade at møde for retten, fordi han mener sig berettiget til at nægte at afgive forklaring i sagen.
§ Barnets lov
Underretningspligt
Som psykoterapeut eller behandler er du – ligesom alle andre borgere – forpligtet til at kontakte de sociale myndigheder, hvis du får kendskab til børn, der udsættes for vold, mishandling eller misrøgt.
- § 133. Personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal underrette kommunalbestyrelsen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage, at 1) et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte efter denne lov, 2) et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte efter denne lov på grund af de kommende forældres forhold, 3) et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte efter denne lov på grund af barnets eller den unges ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten eller 4) et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb.
- § 135. Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældrenes eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer barnets eller den unges sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.
§ Ankestyrelsen
Skærpet underretningspligt
Ankestyrelsen beskriver en skærpet underretningspligt, der tilsiger, at man personligt er forpligtet til at kontakte kommunen, hvis man får en formodning om, at et barn har brug for særlig støtte:
Hvis du har et arbejde, hvor du er i tæt kontakt med børn og unge, er du særlig forpligtet til at underrette kommunen om din eventuelle bekymring for et barn eller en ung.
Der stilles ikke krav til, at du som fagperson har et kendskab til barnets eller den unges forhold. Den skærpede underretningspligt betyder, at du har pligt til at reagere, alene på baggrund af forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte.
Du er fagperson, hvis du f.eks. er:
- lærer
- pædagog/pædagogmedhjælper
- dagplejer
- leder af børneinstitutioner
- sundhedsplejerske
- jordemoder
- sygeplejerske/læge
- skolepsykolog
- ansat i PPR
- ansat i den kommunale tandpleje
- SSP-medarbejder ved politiet
Udover fagpersoner har offentligt ansatte og personer, der udøver et offentligt hverv, også en skærpet pligt til at underrette myndighederne, hvis de får kendskab til bekymrende forhold.
Din særlige underretningspligt er ikke opfyldt ved, at du opfordrer din nærmeste leder til at underrette kommunen.
Den skærpede underretningspligt gælder alene, hvis du bliver bekymret for et barn eller en ung i forbindelse med udøvelse af dit erhverv som fagperson.
Hvis du bliver bekymret for et barn eller en ung uden for dit erhverv som fagperson gælder den almindelige underretningspligt.
§ Sundhedsloven
Tavshedspligt og oplysningspligt i forbindelse med sundhedsbehandling
Sundhedsloven omfatter regler om tavshedspligt og oplysningspligt for sundhedspersoner, herunder psykoterapeuter, der arbejder inden for sundhedsvæsenet:
- § 40. En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i denne lov.
- § 43. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger til sundhedspersoner, myndigheder, organisationer, private personer m.fl.
- Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling.
§ Styrelsen for Patientsikkerhed
Markedsføring, film og SoMe
Man må i udgangspunktet ikke lave videoer, der reklamerer for ydelser som psykoterapeut og behandler. Dog må man gerne – på sin webside, men ikke på SoMe – lave objektive film, der viser behandlingsmetode, ens klinik eller lignede. Man må ikke lave følelsesladede film f.eks. med smilende og lettede mennesker. Reglerne om markedsføring af sundhedsydelser indebærer blandt andet, at:
- Markedsføring af sundhedsydelser skal være saglig.
- Der i markedsføringen af sundhedsydelser ikke må anvendes urigtige, vildledende eller mangelfulde angivelser.
- Der i markedsføringen af sundhedsydelser ikke må anvendes levende billeder bortset fra på egen hjemmeside.
§ Journalisering - GDPR og SKAT
Journalisering
Psykoterapeuter og behandlere er i udgangspunktet ikke underlagt krav om journalisering af klienterne. Dansk Psykoterapeutforening (DPFO) anbefaler dog, at man lægger sig op ad de krav, der stilles til autoriserede sundhedspersoner vedr. journalisering. SKAT kan desuden forlange dokumentation - f.eks. i form af journaler - hvis du skal være fritaget for moms.
En klientjournal kan indeholde:
- Klientens navn
- Kontaktoplysninger
- Årsag til kontakt/problemstilling
- Diagnose
- Resumé af hver enkelt samtale
- Løbende opsummeringer af flere samtaler
- Konkret rådgivning af patienten
GDPR
GDPR fastsætter regler for, hvordan persondata, herunder følsomme oplysninger om klienters helbred og psykiske tilstand, skal behandles. Læs mere hos: Dansk Psykoterapeutforening
Moms
For at blive fritaget for moms skal man som behandler opfylde to krav:
- Uddannelseskravet
- Behandlingskravet
Begge krav er beskrevet på SKATs webside.
SKAT kan forlange dokumentation for, at man udfører momsfrie behandlinger. Dokumentationen kan være fakturaer, klientkort, journaler eller lignende, hvoraf det fremgår, hvem der er blevet behandlet, hvilken sygdom det drejer sig om, og hvilken behandling der er iværksat. Dokumentationskravet gælder for både autoriserede sundhedspersoner og alternative behandlere.
Hvis ens praksis er fritaget for moms, skal man i stedet betale lønsumsafgift.
Denne side er en vejledning til klienter og kolleger. Hvis du finder fejl - eller andre love og regler, der har betydning for terapeutisk virksomhed - så hører jeg gerne fra dig: lars@kbhterapeut.dk

